Lidenskaben ved at være psykoterapeut

At være Psykoterapeut.
Det at være psykoterapeut er ikke et arbejde, det er på mange måder, en måde at leve livet på.
Det er en måde at være i verden på, og måden at være i den på, er den sanselighed, det nærvær og den intensitet, det er at møde mennesker på de eksistentielle dybe niveauer.
Det er berigende, det er livsbekræftende og det har et højt livsformål, det at hjælpe et andet menneske til at gå fra krise til at finde sig selv, sine værdier og ikke mindst det som giver mening.
Det er meningsfyldt og tilfredsstillende at hjælpe mennesker som er i krise, det at hjælpe dem ud af krisen, og ikke bare ud af det svære, men ind i livet. Ind i dét, klienten finder som værende “det gode liv”, med styrkelse af deres relationer, styrkelse af deres primære kærligheds-relation, eller at finde mod til at få skabt denne livsvigtige relation, med en ny partner.
Lidenskaben
Det er dette arbejdet, som giver lidenskaben ved at være psykoterapeut, ikke selve krisen-, ikke vejen ud krisen-, men efterspillet, det terapeutiske arbejde. Som handler om at finde eller genfinde, værdierne, kærligheden, klientens forhold til sig selv. Det at arbejde for, at klienten møder sig selv, uden filtre, uden fordømmelse,
uden mindre værd, uden skyld og skam. Men i at finde fodfæste, i et dybere forhold til sig selv, en tilgivelse,
en accept på hvem klienten er på et mere bæredygtigt niveau.
Det er være med i at holde fokuset og guide klienten gennem det svære, for at finde det lette,
det at kaste lys på det som før var mørkt og forbundet til noget som mest af alt, minder om indre dæmoner, som man ikke tør kigge på.
Det er dette i arbejde som terapeut, at man på mange måder, er med som en indirekte medspiller, til at få skrevet nye vinkler, på en ellers så barsk skæbnehistorie. Og lige det med skæbnehistorier, så bliver vi som psykoterapeut, vidne til klienternes rædsler og barndomshistorier, som rummer så meget lidelse og svigt, som jo kan ryste, selv den mest garvede terapeut.
Og det er dette vidnesbyrd som gør, at terapeuten og klienten kommer tæt på hinanden og danner for en tid, en tillidsfuld relation. Det er i disse møder, at klienten bliver sat fri fra fortidens terrorisering i sindet, da en tæt relation i nuet, skaber kontakt til en virkelighed og når klient og terapeuten sammen, forbinder deres tæthed med nye relationer og bevidste valg samt forhold til verden, ja så er bliver det til en lidenskab at sætte klienten fri, til at leve et lidenskabeligt liv.
Sorg og krise 
Det at arbejde med folk sorg og krise, er på mange måder hårdt arbejde, især i mødet med nye mennesker, men heldigvis knytter man hurtigt bånd, gennem dette relations-arbejde og det terapeutiske opdagelses-arbejde med klienten.
Så det er ofte kun de første gange, at terapeuten er på “overarbejde”.
Overarbejde, fordi klienten ofte er fuld af smerte og frygt, som er dét som i første omgang gør, at klienten rækker ud efter at komme i terapi. Dette overtryk er naturligvis med til at påvirke terapeuten, og så snart klienten får lidt mere fat og bevisthed på sin situation, det at finde fodfæste i hvad som er frygt-forstillinger og hvad som, i virkeligheden er på spil.
Overarbejdet i starten består også i, at terapeuten ikke kender klienten og en vigtig del af den terapeutiske proces, er ikke at tage noget for givet, så skal der en stor portion opmærksomhed til, da opdagelsen både rummer tankespind, frygt-tanker- og forstillinger blandet med virkelighed.
Ofte har klienten også idealiserende forstillinger, som heller ikke har rødder i virkeligheden, så det kræver stor opmærksomhed i at gå på undersøgelse i det klienten kommer med. Dertil så er der også alt det, som ikke bliver sagt, men stadig kommer i spil mellem klienten og terapeuten. Det er følelser og de ambivalente følelser, stemninger, forbudte følelser og hvad der kan ligge i skammens kammer.
En del af dette for terapeutens arkæologiske opdagelse, er at finde dét som er væsentligt for klientens selvforståelse, men ikke får det rette fokus og derved ikke er med til, at skabe vitalitet og dynamik i klientens liv. Da det for klienten let kommer til, at handle om andre end sig selv og alle andre kommer i forreste række, hvilke jo ofte er med-årsag til, at klienten er kommet i krise (at miste sig selv og mening i livet).
Men tager vi dette over-opmærksomme pres, som er en “overophedet” i den psykiske energi, fra,
så er det altid en spændende opdagelsesrejse i det menneske sind, det kropslige og det sjælelige.
Opdagelse fordi at klienter kommer med forestillingen om at være en fejl, en fiasko, som havde de været en maskine, på kanten af at blive smidt på skråt-pladsen, som værende defekt. Og herfra starter opdagelse i at det ikke er sandt, at noget ikke kan stå i det terapeutiske rum, og det er de falske udsagn og den falske forforståelse, klienten har adopteret om sig selv.
Alkymien i enhver krise
Det som rummer den største lidenskab, ja som er fuld af taknemmelighed, ydmyghed og hjertevarme, både for klienten men sandelig også terapeuten, er at i enhver krise, findes kimen til en dyb og uendelig fred og i mødet med dette uendelige og ubeskrivelige, er alt tilgængeligt, nærvær, kærlighed og ikke mindst taknemmelighed. Det er her at psykoterapi kommer tæt på religiøse oplevelser, da det terapeutiske arbejde åbner op for en større bevidsthed hos klienten. Det ses tydeligst i centre som arbejder med misbrugsafvænning, hvor mange finder en større tilknytning til det guddommelige, de højre magter, universet. Sådan er det nu ikke i det terapeutiske rum, men der er tæt af følelser, og nogle af de kristne værdier, træder tydelig frem, som før nævnt, taknemmelighed, næstekærlighed og ikke mindst, følelsen af alt er muligt og hvis man bare lægger sin sjæl i sagerne, så skal det nok lykkes.
Intet tabt intet vundet
Det er som om, at dette sanselige og uendelige rum, ikke er muligt at komme i kontakt med, uden eksistentielle smerte og kriser.
Så ligningen kunne lyde “Intet tabt intet vundet”, for hvis ikke vi kender smerten ved kærlighedstab, kan vi ikke prise dens værdi og dens ophav.
Så jeg er taknemmelig for de slag og øretæver, mit liv har bragt mig, for ellers havde mine gensyn mine kriser og tab i livet, ikke åbnet vejen for dette uendelige nærvær. Så havde jeg været mest af alt, konfliktsky og eneste uendelige, havde været min evige trang til søde sager. ;O)
Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.