Grupperinger og mangel på samme

Da jeg ung, havde vi ungdomkulturer som var rimeligt skarpt opdelt. Enten var man disker flipper, rocker, punker eller skinheads. Og så var der os der var kommet i lære og havde travlt og brugte al krudt på at at få det til at hænge sammen.
Jeg var lige knapt 15 år da jeg kom i lære som kok, og inde da, var jeg professionel bydreng på longjohn budcykel, 4 år, fra da jeg var 11 år. Man skulle være 12, men jeg løj om min alder.
Så jeg faldt lidt udenfor ungdomskulkturene, ikke at jeg var alene, det var nærmest utænkeligt og farligt, næ vi var en lille flok, udenfor de store flokke.
Ikke at vi ikke havde vores eget oprør, og ikke var ramt af ungdoms destruktive kræfter, for det var vi. Så rigeligt, faktisk, vi eksperimenterer som de fleste andre, med hvad der svingede imellem farligt, usundt og helt hul i hovedet.
På mange måder, var vi nok i vores eget selv-billede nogle tabere, så vi kunne ligeså godt, få det bedste ud af enhver situation. Vi var tabt af et skolesystem, hvor vi ikke passede ind, og deri var vi heller ikke familiernes håbefulde sønner. Det gav os en vis frihed, som vi tog og lidt til.
Det var faktisk ikke fordi, vi ikke var velkommen i de forskellige ungdomskliker, vi kom omkring de fleste, især når der var fester. Hos rockerne, hos flipperne og ja masser af disco-fester, men vi passede ikke ind, i hverfald ikke længere tid af gangen.
Vi forstod måske ikke, hvorfor vi skulle være enten det ene eller det andet, der var nemlig meget had og fordomme imellem de rivaliserende grupper, så vi ønskede jo ikke at passe ind og kunne ikke passe ind i kasser.
Vi var måske ikke utilpassede, men vi var utilpasselige og vi var rodløse, på nær, når vi var på arbejde på vores respektive lærepladser, her tog vi os sammen, som galt det døden. Hvilket jo også var lidt rigtigt, for lærepladserne hang ikke på træerne dengang, og vilkårene var umenneskelige og sat af halv-psykopater med sadistiske tendenser.
Det var hårdt og det var en kamp, som måske på mange måder, langsom rettede os til, som ansvarlige unge mænd, som lærte arbejdsgangene, processer og ikke mindst disciplin.
I dag er jeg taknemmelig over, at havde gået i den hårde skole, fordi det kunne nemt havde gået galt, det skete for en del af vores venner, og bekendte, vi mistede en del venner, i de unge år, som døde af stoffer, i trafikken, kom i spjældet, blev kriminelle, eller opslugt i de lukkede rockerbander, og måske bare blev tossede og helt tabt udenfor systemerne.
Det som står tilbage, som nogle rare minder var, at der var et kæmpe dansested på Nørrebro, hvor alle typerne kom, og alle havde deres placeringer i huset, men på dansegulvene, der kunne man bare slå sig løs og danse med de bestøvlede Skindheads og drikke shots med rockerne, kysse de lidt friere hippie piger.
Okay lige punkerne, var der ingen der kom ind på livet af, men de var ufarlige og var gode ved dyrene, det var nærmest kutyme. at de havde en rotte i lommen eller på skuldrene.
Så dette fristed var mit Askepot slot, hvor vi alle var frie og forskellige og musikken rummede os alle, og musikken optog alle stilarterne, bandt os sammen, eller helt præcist rummede os.
Kl. 05 var der morgenmad, og for mit vedkommende, så kunne jeg lige nå et rundstykke og en kop kaffe, for så at styrte afsted, til hotellet hvor jeg stod i lære, og så lave morgenmad, til et par hundrede mennesker, alene og ene mand.
Idag tænker jeg at vi har også gruppering i samfundet, dog uden at nogen rigtigt hører til, eller har tryghed i kliker, det er nærmest alle mod alle.
Så skal vi finde nogle bæredygtige løsninger på vores udfordringer, så kræver det et stort sted, som vores dansested på Nørrebro, hvor alle kom og følte sig velkommen.
Tillid og Accept er The sweet point, hvor vi er nødt til at starte.
Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.