Der findes reelt set ikke noget “jeg”

Der er en bevægelse i gang, som taler imod personlig udvikling, og hvis det er at de taler imod mere styrkelse af individet og iscenesættelse af sig selv og sin personlighed, så er jeg helt med. Men det giver ofte mere forvirring når vi ikke forholder os til samme begreber. Der er også en bevægelse i gang som taler om at vi ikke kan blive ved med at tro at vi kan vækste, her bliver det også til forvirring, for selvfølgeligt er der brug for vækst. Vi er alle blevet til små ensomme øer og har i den grad brug for at vokse sammen, til et folk som kan stå sammen og samarbejde, og vi har også brug vækst indenfor grøn energi, og vokse ud af ego og forbrugsøkonomi til social økonomi.
Vi kan ikke overleve som nation, hvis ikke vi står sammen og vi skal udvikle mod til at række ud og mod til at tage et større ansvar end blot for vores egen overlevelse. Der har faktisk aldrig i historien været et større skel mellem os som mennesker, og aldrig har vi været så fremmedgjorde for os selv og vores nærmeste.
Sand udvikling skaber nærvær, næstekærlighed, medfølelse, empati og den følelsesmæssige bevidsthed som følger, skaber ligeledes en social bevidsthed.
Hvis ikke udviklingen går mod ånd, ender det blindt og i ensomhed, sand udvikling går forbi frygtens stemmer og igennem dit sårbare jeg, altså dit jeg som er under facaden. Efter noget tid, forsvinder jeg´et, for der er ikke noget sandt jeg uden dig, og det hele bliver til min verden og mit ansvar for hvordan jeg ønsker ønsker at bidrage til den verden jeg ønsker at være en del af.
Vejen der ikke starter i hjertet og går mod en fælles verden ender blindt, hvilket vil sige at jo mere jeg søger i mig selv, jo mere vil jeg søge efter nogen som ser mig helt og forstår mig.
Som det enkle buddhistiske budskab lyder;
”Buddhas vej er at kende sig selv;
at kende sig selv, er at glemme sig selv;

at glemme sig selv er at blive oplyst af alle ting”.

 

Vi er både social og seksuelle væsner og jo længere vi væk vi er fra hinanden, jo længere er vi væk fra os selv, desto mere ensomme og frygtsomme er vi og det er det som gør os syge, stressede og asociale.
Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.